Nedenstående projekt-/eventbeskrivelse er udarbejdet i forbindelse med min egen EP-release i Dome of Visions foråret 2015 og fungerer her som eksempel:

Projektbeskrivelse: "Rørt På Ny" - Release for Maja Gry's "Rørt"-EP + remixes

 

Denne aften i Dome of Visions er en aften i selskab med sangerinde og producer MajaGry, som vil præsentere sin udgivelse "Rørt På Ny", som er en blanding af de originale numre fra EP'en "rørt" og af 4 fænomenale remixes af musikerne: Andreas Ringblom (fra De Dødelige), RÖMER, Joshua Lindemann og Søren Andreasen.

 

På aftenen vil der være salg af et minimagasin med en downloadkode til numrene, samt lyrik af Maja Gry. Endvidere vil de 4 musikvideoer blive vist, når solen er gået ned, som alle er produceret af Maja Gry selv, og som forholder sig meget stærkt til begreberne poesi, bæredygtighed og sanselighed i Dome of Visions' ånd. Titlen - "rørt" - opstod som udgangspunkt som et ord knyttet til det, at en appelsin lige så snart den bliver plukket, er blevet et kultiveret stykke frugt, som kan gennemgå mange forvandlinger; syntetiske, destruktive, sensuelle (i kontakt med læberne) og ikke mindst kan appelsinen blive flyttet over landegrænser, og den symboliserer i den forstand det transitoriske og let flytbare.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden har Rørt udviklet sig til et mere omfattende begreb:

 

et kys

en afvisning

en hånd i min

en fod på et dansegulv

et ord der ikke blev sagt

en sang der aldrig gav slip

en ny ven som åbnede sig op

et nej der blev glemt

en idé der bed sig fast

en ske i cirkler

….rørt

 

Sangene på EP'en repræsenterer hvert deres univers med en egenvilje, som lever i det eksperimenterende, sanselige og intime rum. Sangene er elektroakustiske og produceret som et med- og modspil til storbyens konstante omskiftelighed og hektik. De vil have lytteren til at grounde ved at svæve væk for en stund. De vil være et mellemrum og en lyskilde, hvorfor de på sin vis spejler Domens arkitektur perfekt. Via visning af musikvideoerne vil sangene denne aften blive præsenteret som små audiovisuelle kunstværker i sig selv, som i denne kontekst vil finde deres rette miljø: Det organiske mellemrum i et eklektisk/elektrisk byrum.

Endvidere vil Maja Gry spille en håndfuld sange fra den kommende plade, som alle bliver på dansk og med et minimalt set-up, der omfavner Domens intime atmosfære.

 

2 af de fire remixkunstnere vil spille et DJ-sæt før og efter Maja Grys indslag.

 

Søren Andreasen er pt aktuel som artist i sit vintage-gameboy-musik-projekt, Nerd Sweat, hvor han formår at omprogrammere de små farverige stykker legetøj til en teknofest. Denne aften vil Søren Andreasen dog optræde som DJ i eget navn og præsentere en behagelig vifte af elektroakustiske numre fra egne og andres hænder. Dette i stil med Sørens organiske og meditative førsteudgivelse "Barefoot Memories", som egner sig perfekt til en tidlig aften i Dome Of Visions.

 

RÖMER har længe været i tæt samarbejde med Maja Gry, som har fungeret som tekstforfatter og sangerinde på en håndfuld af deres numre. Det er derfor på sin plads at RÖMERs Jeppe Kristoffersen denne aften slutter festen med et elektrobeat-dj-sæt inspireret af det pulserende londonske klubmiljø og ikke mindst - af Trentemöller. Med elementer af house, filmmusik og nordisk poesi leverer Jeppe knivskarpe lydsider til aftenens tidlige nattetimer.

 

Programmet ser altså således ud:

 

20.30: Ankomst med salg af drinks og minimagasin i baren akkompagneret af Søren Andreasen.

21.30: Velkomst og minikoncert v. Maja Gry

22.00: Chill out v. Søren Andreasen

23.00: Visning af musikvideoer v. Maja Gry

23.30: Festen topper og fader ud v. RÖMER

01.00: tak for i aften

 

For lige at afrunde i bæredygtighedens tegn, så kan man lidt langhåret påstå, at hele remix-kulturen er en bæredygtig konstruktion. Ved at flette elementer fra det originale nummer sammen med ens egen stil, gør man præcis det samme, som når vintage fetischister træder ud af genbrugsen med poserne fulde af gammelt tøj og kombinerer det med nyt. Derudover er det en måde at kommunikere elektroniske musikere imellem, hvis arbejdsproces oftest er en ensom affære. Remixet kan være musikbranchens svar på, hvordan man kan skabe fællesskaber over afstand i en tid, hvor den elektroniske musik har gjort enmands-orkesteret til en mulighed for isolation. Ved at Maja Gry har integreret Andreas Ringblom, RÖMER, Joshua Lindemann og Søren Andreasen i sin musik (og omvendt), er der opstået nogle dybere venskaber, som er funderet på tilliden til andre menneskers talent og omgang med materialet. Og på den måde er der flere som er blevet "Rørt På Ny". Vel mødt!

maja@livoglydfortalt.dk